Just Boaty Things

Me, Charlotte and Astrid's boaty, Norwegian adventure!

DINNER

Le getting ready

DRINKS

Le dancing

Herp derp

Breakfast in Oslo

Just magiccaky things; about to get high (...while looking sort of high already)

Cream cakes! 

We were pretty high, walking in circles when these pictures were snapped. We got lost from Astrid for a moment and when we discovered her accross the road, me and Charlotte happily posed for pictures.

Boobs

Back on the boat and slightly less high; Just tubby things

Highshaming signs: Astrid's

Highshaming signs: Sofie's

Highshaming signs: Charlotte

Joker sign

Chilling out on the boat the last night

Man slår da kke på kvinder

Billedtekst: 

Lasse Rimmer: "Mænd slår ikke på kvinder!" er idiotsprog for "mennesker slår ikke på mennesker!"

------

Hvad er det vi siger, når vi siger, at vi ikke slår på kvinder? Skal vi lade være og i stedet tale om vold generelt? Betyder feminisme, at vi nu må slå på kvinder? Lad os lige problematisere en sætning, samfundet åbenbart kaster rundt med for lulz. 

Disclaimer: Det skal siges, at dette indlæg, jeg her skriver, kommer til at kommunikere, at sproghandlinger ofte kan være lige så vigtige som fysiske handlinger, så hvis man ikke deler denne holdning, kommer vi nok ikke til at mødes. 

Different day, different dekonstruktion af different comedian i Dansk showbiz. 

I dag skal vi tale om kvindevold og bekæmpelsen af denne. Igen ved hjælp af en statusupdate fra en dansk komiker, problematiseret i den danske afdeling af The Everyday Sexism Project. Den citerede statusupdate i begyndelsen af dette blogindlæg blev skrevet i dag af Lasse Rimmer, hvorefter en fyr delte den i facebookgruppen med teksten: "Burde siges noget oftere" vedhæftet. 

Det satte gang i debatten i gruppen.  Dette skyldtes nok især, at Lasse Rimmer har været delt som negativt eksempel i gruppen før, fordi han har udtalt sig ret problematisk om sager relateret til feminisme. F.eks. endte ham og Nikolaj Munk fra bloggen mandfjols.dk ud i en offentlig disput sidste efterår, efter Rimmer lavede en voldtægtsjoke, som han ikke brød sig om at blive irettesat for. 

Mens vi i Everyday Sexism-gruppen debatterede Rimmers nye statusupdate, blev det flere gange sagt, at det problematiske ved den var, at man, udfra tidligere sager, kendte Rimmers kvindesyn, og at man derfor frygtede, at han med sin update ønskede at kommunikere: "Hold nu kæft om kvindevold - det hedder bare vold". Her indvendte andre i gruppen, at det ikke var fair at lægge hans øvrige historie ned over hans statusupdate, der jo kunne være velment, og som i deres øjne i øvrigt ikke handlede om systematisk vold mod kvinder, f.eks. i hjemmet, men kun om vold i nattelivet. 

Jeg vil med denne blog her indvende, at jeg hverken er enig i første påstand: at Rimmers indlæg er ærgerligt kun på grund af hans historie som lettere kvindefjendsk, eller anden påstand: at man kan læse hans indlæg positivt med rette briller. Jeg vil mene, at indlægget er problematisk i sig selv, og også i varierende grad ville være det, hvis det var blevet ytret af hvilken som helst (mand).

Slag over spildt øl 

Jeg vil state med at give mit bud på, hvad Lasse Rimmer ønskede at gøre med sin ytring: 

Konteksten for hans ytring er ganske rigtigt meget afgrænset: Særlige situationer i det danske natteliv blandt særlige segmenter af danskere. Situationen kunne være en kvinde, der spilder øl ud over en fyr, griner af det og går sin vej. Her kan fyren, det går ud over, sige til sin ven: "Godt jeg ikke slår på kvinder," eller noget lignende for at kommunikere, at han er vred på kvinden, men at han alligevel ikke har i sinde at give hende tæsk. 

I denne situation ønsker Rimmers indlæg at kommunikere, at denne mand bør overveje, hvorfor han mon kunne finde på at tæske en fyr, der gør det samme. Og selvfølgelig skal en fyr heller ikke have tæsk! Så hvorfor kun snakke om kvinderne? 

Jeg

Man slår da ikke på kvinder. Selv har jeg skulle lære at elske sætningen efter flere år, hvor jeg nægtede så meget som bare at høre på den i mit nærvær. Jeg har tænkt meget over grunden til, at jeg havde det så svært ved den, og jeg er kommet frem til, at det har handlet om, at jeg har haft et problem med, at kvinders rolle som ofre i samfundet skulle lægges ned over mig personligt: Jeg er jo ikke svag; jeg er en værdi modstander. 

Men i min udvikling som feminist, er det stille og roligt gået op for mig, at skillelinjen mellem mig og voldsramte kvinder ikke er så skarp, som jeg måske har håbet og ønsket; den er mudret og fuld af gråzoner. For det første har jeg i en alder af 24 nu været udsat for meget mere vold fra mænd. For det andet er jeg, som tiden er gået, blevet bedre til at se, hvornår jeg har bagetaliseret oplevelser, hvor jeg kunne have peget på en vold begået imod mig - og hermed hjulpet andre kvinder med at finde styrke til at pege på vold begået mod dem. For det tredje har jeg lært, at det aldrig vil være vold, der vil gøre mig til en værdi modstander for en mand.

  

I dag er jeg nået til et punkt, hvor jeg tør tale om mig selv som både potentielt og reelt offer for mænds vold uden at være bange for, at jeg hermed mister min respekt som en stærk kvinde. 

Man slår da ikke kvinder

Men for at vende tilbage til diskoteket og Lasse Rimmer. Det er ganske rigtigt problematisk, at der findes den slags mennesker, som jeg formoder, at Rimmer prøver at tale om, når han skriver "idioter"; mænd der ikke slår en kvinde, men gerne en mand. 

Men mit udstående med hans indlæg er, at det virker som om, at Rimmer, som resultatet af ovenstående fjolsers eksistens, ønsker at vi skal fjerne sætningen Jeg slår ikke på kvinder alltogether fra det danske sprog og erstatte den med: Jeg slår ikke på mennesker. 

Grunden til, at jeg tror, at dette er Rimmers mission er, at han bruger betegnelsen "idioter" om mennesker, der bruger udtrykket. Problemet med mennesker, der kalder andre mennesker idioter er, at det ofte er de samme typer der siger: "Der findes idioter, og du kan ikke gøre noget ved det". Den slags menneskers rationale mener jeg ikke, jeg som minoritet kan bruge til noget - jeg synes faktisk, det er decideret farligt for mig. Jeg mener, at det er farligt at fjerene sætningen man slår da ikke på kvinder fra menneskers -, særligt mænds, bevidsthed, fordi jeg ikke mener, at sætningen betyder det samme som man slår da ikke på mennesker. For at forklare, hvad jeg mener med dette, skal vi kigge på, hvor sætningen egentlig kommer fra:

To typer vold
I hele verden er vold mod kvinder et meget stort problem. Særligt i hjemmet udsættes kvinder for vold. Tallene siger at 80% af vold begået mod kvinder begås af folk de kender i hjemmet (oftest mænd og oftest kærester/ægtemænd), mens det modsatte er tilfældet for mænd, hvor 80% af volden mod dem begås af fremmede mennesker ude (oftest mænd) (Kilde: Chris Poole). 

Da det ofte er kvinders venner og elskede, der begår volden imod dem, kan vi for det første tale om en anden type vold. Vi kan også bedre tale om et systematisk problem, vi rent faktisk kan forsøge at gøre noget ved. Her snakker vi om at få mænd til at respektere kvinder mere, tage mere afstand til vold og generelt forstå og problematisere realiteten af deres egen vold, både kollektivt (iblandt deres mandlige venner) og privat (altså i eget sind). 

Mit forrige indlæg her, Baby, pegede ret kraftigt på mænds historie som kvinders undertrykkere med vold til følge. Jeg sammenlignede mænds syn på kvinder med hvides syn på slaver: mennesker, der skal holdes i kort snor og opdrages af mænd/hvide. Historien er ikke slut endnu, og vi er først for meget få år siden, aktivt og i lovgivningen begyndt at "beslutte os for" (efter mange års kamp fra kvinders side), at kvinder bør ligestilles i samfundet. Disse fremskridt ændrer ikke på de spor, kvindeundertrykkelsen har sat sig i samfundet. Et sted, hvor vi stadig kan spore undertrykkelsen, er i volden begået mod kvinder, der i forlængelse har præget sproget.

Sproghandlinger og nuancer 

Når vi kigger på sætningen Man slår da ikke på kvinder, skal vi huske at tænke over, hvad den rent faktisk betyder. Det er mit indtryk, at mange tror, sætningen betyder: 

Vi er ikke et samfund der slår på kvinder eller synes kvindevold er okay. 

Her er jeg uenig og har lyst til at spørge: Hvis vi var det, hvorfor ville vi så have behov for at ytre sætningen? Jeg mener, at sætningen skal forstås sådan her: 

Vi er et samfund, der slår på kvinder og på mange måder legitimerer kvindevold, og jeg tager afstand fra det. 

Dette budskab tror jeg ikke Lasse Rimmer tænker over, når kan bagatelliserer sætningen og sammenligner den med en sætning som Jeg er imod vold; En sætning der er givet for alle mennesker.

Hvad Rimmer og mange mennesker glemmer er, at sætningen Man slår da ikke på kvinder som sætning ikke lever i et vakuum; Sætningen står i kontrast til mange andre sætninger, vi har i samfundet, der kommunikerer det modsatte. F.eks.: "Kvinder skal jo sættes lidt på plads" eller "Kvinder er hysteriske" - sætninger, der kommer fra tiden, hvor det rent faktisk ansås som mandens fysiske ansvar at sætte en kvinde ned igen, hvis hun rejste sig i indignation. Når sådanne sætninger ytres, ofte "for sjov", er det i mine øjne vigtigt, at vi med sproget har redskaber til at kommunikere det modsatte: "Jeg synes ikke kvinder skal sættes på plads", "Jeg synes ikke kvinder er hjælpeløst styret af deres følelser/krop"; "Jeg synes kvinder har ret til at være her på lige fod med mænd". 

Sætningen Man slår da ikke kvinder er et værdifuldt redskab til at modarbejde en tendens til at sige det modsatte: Man må godt slå på kvinder. F.eks. kan mænd i grupper bruge den: Enten som enkelt mand til at melde sig ud af en bestemt retorik i sin gruppe, men den kan også bruges for gruppen kollektivt, når gruppen via sætningen udtalt kan udvise en intern nultolerance over for vold mod kvinder.

Man slår da ikke på kvinder er i min mening en slags modgift til samfundets kollektive sygdom: At samfundet rent faktisk slår på kvinder og langt hen ad vejen bagetaliser eller fniser af det. Derfor skal den, hvis man spørger mig ikke slettes og erstattes af man slår da ikke, som er en frase, der ikke på samme vis har et bestemt mål eller struktur, den modarbejder. Som vi snakkede om ovenfor, er den vold, mænd udsætter hinanden for meget anderledes end f.eks. hustruvold. 

Mixing things up

Selvom sætningen "Man slår da ikke på kvinder" altså har en seriøs og vigtig baggrund og positive intentioner, må jeg da indrømme, at den desværre har fået nogle uheldige fejlbetydninger blandt nogle mennesker. Heriblandt den, Rimmer hentyder til, nemlig varianten: "Hvis du var en mand lige nu, havde jeg givet dig tæsk". Hvor gik det lige galt henne?

Hvis man spørger mig, er svaret, at der undervejs er sket det, at den voldssituation, som sætningen ønsker at omhandle (de 80% af kvindelige voldsofre i hjemmet), på en eller anden måde gået hen og blevet blandet sammen en anden slags voldssituation (de 20% kvindelige voldsofre uden for hjemmet). 

Mens det relativt set kun er nogle få mennesker, der rent faktisk bruger sætningen Man slår ikke kvinder således og derefter handler derefter (ved at tale for udøvelse af vold mod mænd uden for hjemmet), møder jeg tankegangen uhyggeligt ofte i teorien. Jeg har f.eks. flere gange oplevet mænd, der, stillet over for feminisme, i ramme alvor har spurgt mig: "Betyder ligestilling så, at jeg må slå på kvinder?" Jeg får lige meget lyst til at lægge mig ned at tude hver eneste gang det sker.

Om man siger dette for sjov eller ej er egentlig ikke vigtigt, da begge dele vidner om, hvad der er sket med en sætning, der var beregnet til at forbedre kvinders forhold.

Men er løsningen så virkelig bare at droppe sætningen, som det virker som om, Lasse Rimmer ønsker? 

Løsning

Jeg vil sige nej. Løsningen vil for mig være: 

• At vi begynder at tale om, at vi rent faktisk siger man slår ikke på kvinder, fordi samfundet kollektivt har brug for at blive mindet om at lade være med at udøve vold mod kvinder, selv den dag i dag. 
• Løsningen ville også være, vi talte mere om, hvordan mænd i endnu højere grad kan føle sig trygge ved at sige fra over for mænds vold/snak om vold: Både den de udøver mod kvinder og sig selv. 
• Endeligt er løsningen også, at vi i højere grad begynder at skelne mellem systematisk vold blandt folk der kender hinanden og usystematisk vold blandt fremmede. Det vil gøre, at vi ikke vil se man slår da ikke på kvinder blive brugt så forkert i f.eks. nattelivet.

Jeg vil også til sidst sige, at jeg føler, at det er problematisk, at det er en (magtfuld) mand som Lasse Rimmer, der kommer med dette "forslag" om at fjerne Jeg slår ikke på kvinder fra sproget, fordi det jo er gratis for en mand at foreslå, at vi fjerner en sætning, der er beregnet til at beskytte kvinder mod den vold, samfundet udsætter dem for. Det er ikke gratis for mig, at en sådan sætning udfases - for det handler faktisk, også for mig, om liv og død. Ligesom til Brian Mørk, vil jeg til Lasse Rimmer afsluttende sige: 

Ps. Sidste problem, jeg har med Lasse Rimmers statusupdate, som jeg vil gemme til et andet indlæg, er mit problem med pacifisme som ideal: Hvis vi siger, at vold er ubetinget ikke-okay; Man slår ikke på på mennesker, hvad er så vores holdninger til selvforsvar (f.eks. voldsramte kvinder, der slår fra sig) eller oprør (f.eks. kvindefrigørelsen)? Rimmer misser totalt, at mænds vold mod kvinder ikke er det samme som f.eks. kvinders vold mod mænd. Dette er et stort emne at gå i gang med, så det bliver ikke i denne omgang.

Baby

Indlæg oprindeligt bragt på fluesmaek.tumblr.com 28/12-13

(Billedtekst)

Brian Mørk

En rigtig mand skal elske, tilbede og forkæle sin kvinde. Være parat til at beskytte hende mod farer. Sætte sig selv til side så hun kan blomstre og opnå hendes fulde potentiale. Glemme sig selv og fokusere på hendes behov. 

Ligesom med en lille baby.

Sådan skriver den danske komiker Brian Mørk i dag på sin Facebookside. Jeg kom forbi hans statusupdate via den danske gruppe Everyday Sexism Project på Facebook. 

Det stikker jo lidt øjnene, kan vi vist godt blive enige om. Men hvorfor egentlig? Det er det, dette blogindlæg skal handle om. 

De første reaktioner fra kvinder i min facebookgruppe var: 

• "Tror jeg foretrækker en urigtig mand."
• "Urigtige mænd FTW "

Her følte, jeg, at jeg måtte påpege, at jeg ikke mente, de læste indlægget som det var intenderet. Brian Mørk er trods alt  komiker. Altså skriver han jo nok ikke noget, der ikke er ment ironisk eller som en joke; Hans indlæg prøver faktisk at gøre grin med de krav, vi kvinder stiller til mænd, skrev jeg i en comment. 

Problemet heri er efter min mening naturligvis, at langt de fleste kvinder ikke stiller disse krav til mænd. Og de der gør, gør det af helt forkerte grunde. 

Er manden eller kvinden babyen? 

Folk tog mit indlæg for gode varer, men en kvinde spurgte så, om det ikke engang forholdt sig omvendt, altså at kvinden engang behandlede manden som en baby i hjemmet, og at det netopderfor var et urimeligt opslag, Brian Mørk havde lavet. Fordi det nu faktisk er vores tur til at blive behandlet “godt”.

Her ramte kvinden en nerve i mig, for jeg tror, det lige der gik op for mig, hvad undertrykkelsen af kvinder egentlig har gjort ved os. For nej, kvinder har faktisk desværre altid været babyen i forholdet.

Kvinder og slaver

Slaver og kvinder har altid været mennesker, henholdsvis mænd og hvide tog sig af. Godt nok ved hjælp af slag, mishandling, disciplin, psykisk manipulation osv; Man mente jo hverken, at kvinder eller slaver kunne forvalte jord, hjem eller et land uden en “hersker” over sig. Heri udvikledes stereotypen om manden og den hvide som “beskytteren.”

Hvad ligger der egentlig i termen beskytter? Der ligger ganske vist en formodning om kærlighed til den, man passer på, men et præmis for at skulle beskytte er også, at man betragter sig selv som stærkere end den beskyttede - og i forlængelse: at man ser det andet menneske som ude af stand til at beskytte sig selv.

Man mener at dette menneske har brug for én.

Når et menneske har brug for et andet menneske, så kan det beskyttede menneske ikke gøre ting alene. Derfor skal det opholde sig i det andet menneskes nærhed - præcis som man historisk set har ment, at slaver og kvinder skulle bo i nærheden- eller under opsyn af hvide og mænd. Og når de blev beskyttet, skulle de jo også vise deres taknemmelighed ved at hjælpe til i hjemmet/betale deres gæld for beskyttelse; det var jo det mindste, man kunne forlange. 

Og således blev kvinder og slaver andenrangspersoner.

Gammeldaws kønsroller

Men nu er vi jo langt tilbage i tiden, indvendte kvinden - hvad med de roller, hun anså for, med egne ord, “gammeldaws, hvor kvinden skulle nurse og pusle om manden, så han kunne blomstre og bruge sit fulde potientiale … “

Here’s an uncomfortable truth: 

I de gammeldaws kønsroller fik kvinden tæsk. Der har aldrig eksisteret et samfund, hvor kvinder nursede mænd out of their good hearts. Hvis det kun forholdt sig sådan, var det jo ikke så galt igen - jeg ville i hvert fald ikke som feminist være oppe på barrikaderne. Hvis det var sådan, så ville man jo faktisk kunne argumentere for, at kvinder selv har valgt deres rolle i samfundet: At de, ligesom deres modergen for babyer, har et modergen for mænd.

Denne retorik kan vi i øvrigt også sagtens se eksisterer i samfundet, når vi snakker om de værdier, vi synes kvinder har (og prøver at fremføre dem som magtfulde): Omsorgsgenet (det er jo derfor, vi kvinder har “magt” i plejejobs, ikke?).

Men sådan er det ikke. Kvinder passer ikke mandens hus, fordi de har magt over mænd. Kvinder er blevet misbrugt og slået hele historien igennem up until very recently. Mænd syntes faktisk engang, at det var deres pligt at sætte kvinder på plads, når de blev hysteriske. En uhyggeligt stor del kvinder bliver stadig tæsket i hjemmet den dag i dag. Hvor kommer voldtægtskulturen (synet på kvinden som mandens, et objekt) i øvrigt fra?

Hvad er det vi siger, når vi siger, kvinder har behandlet mænd som babyer?

Forestil dig en “priviligeret” slave, der ordner haven. Han går rundt og småsynger, mens han vander blomsterne. Inde i stuen ligger en hvid mand på sofaen: I dette scenarie kan det godt være, at det kan ligne, at slaven ordner haven, så den stakkels mand kan hvile sig som en baby, men hvorfor går slaven rundt i denne have? Vi kan jo spørge anderledes: Hvad skete der med en slave, hvis han lod være? Det typiske svar ville være, at han fik tæsk eller blev slået ihjel - enten af den hvide eller af samfundets straffeordninger. 

Kvinder vil selv 

Slaveri opstod under hvides imperialisme. Før det blandede forskelligfarvede mennesker sig af gode grunde ikke med hinanden. Sådan forholder det sig ikke med kønnene. Kvinder og mænd har altid skullet fungere sammen, og det er af uvisse grunde altid faldet dårligt ud for kvinder.

"Hvorfor?" er det store spørgsmål, som der også bliver forsket i den dag i dag. Min ven og jeg snakkede om vores opfattelse af mulige grunde her den anden dag. Et bud kunne være den lægevidenskab som vi endnu ikke havde dengang i oldtiden, hvor man betragtede kvinder som bærere af børn, som mænd puttede ind i deres kroppe. Et sådan system kunne jo godt få det til at ligne, at kvinden var under manden/den af kønnene der skulle hjælpes og beskyttes. 

Et andet spørgsmål er også, hvorfor mænd i Danmark i så høj grad nægter at tro på, at vi kvinder i det hele taget er undertrykt. Også det snakkede min ven og jeg om. Vi talte om, at det måske kan virke ulogisk for folk, at en kvinde kan både føde og made sin egen undertrykker. 

Systemerne i samfundet og menneskelig psykologi spiller jo også ind, og det er her, vi skal tilbage til Brian Mørk. For Brian Mørk har faktisk ret: Der er kvinder, der siger, at de vil have en “mandig mand” - en der er stærk, kan beskytte dem, vil dræbe andre mennesker for at beskytte dem. Give dem gaver og kalde dem “lille skat”. Men hvorfor vil kvinder egentlig det, og hvor kommer tankegangen fra? Her skal vi desværre tilbage til tæsk og voldtægt. 

Privilegier

Bare fordi kønsrollerne er blevet systematiseret i samfundet, så vi ikke længere taler om faderens rolle som hersker i hjemmet, og bare fordi nogle slaver og kvinder har gjort- og gør deres pligter “frivilligt”, så må man - og dette er virkelig vigtigt i mine øjne -

aldrig snakke om, at kvinder har behandlet mænd som noget som helst.

Det er den anden vej rundt: kvinder har tjent mænd med egen sikkerhed i øjemed, ikke fordi de så ned på manden; “Så ham som en baby”. Det har altid været manden, der så kvinden som en baby.

Brian Mørk har ret.  

At Brian Mørk har ret betyder dog ikke, at han skal læne sig tilbage i stolen og være stolt af sig selv. For hvad han her piller ved, er hans egne privilegier. Der er tale om en mand, der i sin statusupdate vover at udmyge kvinder for at være påvirket af årtusinders undertrykkelse. 

Men hvad med de kvinder, som Brian Mørk så taler om - dem der vil have en “mandig mand.”?

Kontrol

At en kvinde i denne debat vælger at fremlægge historien som, at vi kvinder faktisk har behandlet mænd som babyer, viser mig, hvor meget det har messet med kvinders hoveder at have været undertrykt så længe.

Mennesker har brug for at føle kontrol over deres eget liv. Når der ikke er nogen kontrol, må man opdigte den selv - det er en overlevelsesstrategi at forsøge at se sin undertrykte situation som magtfuld = at man er the one in control. 

Kvinder har prøvet meget for at føle sig in control:

• At kalde deres mænd lillefar
• Vi har sagt “boys will be boys”, som om boys ville holde op med at være boys, den dag vi bad dem om det (hint, det ville de ikke).
• Vi har grint og kaldt mænd fjolser, når de tog os på røven 

Samme overlevelsesmekanisme spiller ind når mange kvinder selv taler for, at vi har kontrol over mænds voldtægter af os: Kvinder der siger, at vi bare skal klæde os anderledes eller handle anderledes.

Her behandler vi jo også mænd “som børn”, hvis vi skal følge samme tankegang som kvinden, jeg debaterede imod: Vi behandler mænd som børn, fordi vi ikke stoler på, at de kan styre sig selv, fordi vi ikke stoler på - eller ikke vil indse, at defaktisk ved hvad det er, de gør.

Men jeg synes at det er at lægge alt for meget ansvar over på kvinder at sige, at vi selv kan - og skal styre vores egen undertrykkelse.

Små drenge skal selv holde op med at hive pigerne i håret, mænd skal selv lade være med at voldtage os. Det ved de godt. Og både de små drenge og mændene kunne sagtens lære at lade være, hvis vi begyndte at tale om, at de faktisk begår samme fejl, som alle andre herskermænd i historien har begået: Ser på kvinder som andenrangsborgere i deres samfund.

For det ærgerlige ved kvinder, der ser mænd som børn, og handler derefter, er, at de bliver voldtaget og slået i lige så høj grad som deres medsøstre, der vover at pege på manden som den skyldige.  

Og jeg behøver vel næsten ikke sige, at de kvinder, der beder om en “mandig mand”, beder om at være babyen, skam også bliver voldtaget og slået?

Så svaret til Brian Mørks statusupdate er hverken “Så vil jeg have en forkert mand” eller “så er jeg ikke den kvinde, du taler om”. Det er faktisk såre simpelt:


Ps. Jeg tilføjer følgende kommentar til mit indlæg, så folk kan se, at jeg er blevet gjort opmærksom på mine historiske fejl angående racisme. Jeg svarede min ven, at jeg er bevidst om den racisme, der er givet, når jeg argumenterer som hvid, og at det altid er problematisk at forklare sin egen smerte med andres. Hans kommentar lød som følger:

“Jeg synes sætningen ‘Slaveri opstod under hvides imperialisme. Før det blandede forskelligfarvede mennesker sig af gode grunde ikke med hinanden.’ er relativt problematisk, og ret så eurocentrisk. Jeg tror nok der har været slaver til i meget lang tid før vestlig imperialisme, og udover det tror jeg ikke helt på at folk bare har siddet og isoleret sig i deres etniske grupper og ventet på at der kom en imperialist og blandede dem sammen.”