Man slår da kke på kvinder

Billedtekst: 

Lasse Rimmer: "Mænd slår ikke på kvinder!" er idiotsprog for "mennesker slår ikke på mennesker!"

------

Hvad er det vi siger, når vi siger, at vi ikke slår på kvinder? Skal vi lade være og i stedet tale om vold generelt? Betyder feminisme, at vi nu må slå på kvinder? Lad os lige problematisere en sætning, samfundet åbenbart kaster rundt med for lulz. 

Disclaimer: Det skal siges, at dette indlæg, jeg her skriver, kommer til at kommunikere, at sproghandlinger ofte kan være lige så vigtige som fysiske handlinger, så hvis man ikke deler denne holdning, kommer vi nok ikke til at mødes. 

Different day, different dekonstruktion af different comedian i Dansk showbiz. 

I dag skal vi tale om kvindevold og bekæmpelsen af denne. Igen ved hjælp af en statusupdate fra en dansk komiker, problematiseret i den danske afdeling af The Everyday Sexism Project. Den citerede statusupdate i begyndelsen af dette blogindlæg blev skrevet i dag af Lasse Rimmer, hvorefter en fyr delte den i facebookgruppen med teksten: "Burde siges noget oftere" vedhæftet. 

Det satte gang i debatten i gruppen.  Dette skyldtes nok især, at Lasse Rimmer har været delt som negativt eksempel i gruppen før, fordi han har udtalt sig ret problematisk om sager relateret til feminisme. F.eks. endte ham og Nikolaj Munk fra bloggen mandfjols.dk ud i en offentlig disput sidste efterår, efter Rimmer lavede en voldtægtsjoke, som han ikke brød sig om at blive irettesat for. 

Mens vi i Everyday Sexism-gruppen debatterede Rimmers nye statusupdate, blev det flere gange sagt, at det problematiske ved den var, at man, udfra tidligere sager, kendte Rimmers kvindesyn, og at man derfor frygtede, at han med sin update ønskede at kommunikere: "Hold nu kæft om kvindevold - det hedder bare vold". Her indvendte andre i gruppen, at det ikke var fair at lægge hans øvrige historie ned over hans statusupdate, der jo kunne være velment, og som i deres øjne i øvrigt ikke handlede om systematisk vold mod kvinder, f.eks. i hjemmet, men kun om vold i nattelivet. 

Jeg vil med denne blog her indvende, at jeg hverken er enig i første påstand: at Rimmers indlæg er ærgerligt kun på grund af hans historie som lettere kvindefjendsk, eller anden påstand: at man kan læse hans indlæg positivt med rette briller. Jeg vil mene, at indlægget er problematisk i sig selv, og også i varierende grad ville være det, hvis det var blevet ytret af hvilken som helst (mand).

Slag over spildt øl 

Jeg vil state med at give mit bud på, hvad Lasse Rimmer ønskede at gøre med sin ytring: 

Konteksten for hans ytring er ganske rigtigt meget afgrænset: Særlige situationer i det danske natteliv blandt særlige segmenter af danskere. Situationen kunne være en kvinde, der spilder øl ud over en fyr, griner af det og går sin vej. Her kan fyren, det går ud over, sige til sin ven: "Godt jeg ikke slår på kvinder," eller noget lignende for at kommunikere, at han er vred på kvinden, men at han alligevel ikke har i sinde at give hende tæsk. 

I denne situation ønsker Rimmers indlæg at kommunikere, at denne mand bør overveje, hvorfor han mon kunne finde på at tæske en fyr, der gør det samme. Og selvfølgelig skal en fyr heller ikke have tæsk! Så hvorfor kun snakke om kvinderne? 

Jeg

Man slår da ikke på kvinder. Selv har jeg skulle lære at elske sætningen efter flere år, hvor jeg nægtede så meget som bare at høre på den i mit nærvær. Jeg har tænkt meget over grunden til, at jeg havde det så svært ved den, og jeg er kommet frem til, at det har handlet om, at jeg har haft et problem med, at kvinders rolle som ofre i samfundet skulle lægges ned over mig personligt: Jeg er jo ikke svag; jeg er en værdi modstander. 

Men i min udvikling som feminist, er det stille og roligt gået op for mig, at skillelinjen mellem mig og voldsramte kvinder ikke er så skarp, som jeg måske har håbet og ønsket; den er mudret og fuld af gråzoner. For det første har jeg i en alder af 24 nu været udsat for meget mere vold fra mænd. For det andet er jeg, som tiden er gået, blevet bedre til at se, hvornår jeg har bagetaliseret oplevelser, hvor jeg kunne have peget på en vold begået imod mig - og hermed hjulpet andre kvinder med at finde styrke til at pege på vold begået mod dem. For det tredje har jeg lært, at det aldrig vil være vold, der vil gøre mig til en værdi modstander for en mand.

  

I dag er jeg nået til et punkt, hvor jeg tør tale om mig selv som både potentielt og reelt offer for mænds vold uden at være bange for, at jeg hermed mister min respekt som en stærk kvinde. 

Man slår da ikke kvinder

Men for at vende tilbage til diskoteket og Lasse Rimmer. Det er ganske rigtigt problematisk, at der findes den slags mennesker, som jeg formoder, at Rimmer prøver at tale om, når han skriver "idioter"; mænd der ikke slår en kvinde, men gerne en mand. 

Men mit udstående med hans indlæg er, at det virker som om, at Rimmer, som resultatet af ovenstående fjolsers eksistens, ønsker at vi skal fjerne sætningen Jeg slår ikke på kvinder alltogether fra det danske sprog og erstatte den med: Jeg slår ikke på mennesker. 

Grunden til, at jeg tror, at dette er Rimmers mission er, at han bruger betegnelsen "idioter" om mennesker, der bruger udtrykket. Problemet med mennesker, der kalder andre mennesker idioter er, at det ofte er de samme typer der siger: "Der findes idioter, og du kan ikke gøre noget ved det". Den slags menneskers rationale mener jeg ikke, jeg som minoritet kan bruge til noget - jeg synes faktisk, det er decideret farligt for mig. Jeg mener, at det er farligt at fjerene sætningen man slår da ikke på kvinder fra menneskers -, særligt mænds, bevidsthed, fordi jeg ikke mener, at sætningen betyder det samme som man slår da ikke på mennesker. For at forklare, hvad jeg mener med dette, skal vi kigge på, hvor sætningen egentlig kommer fra:

To typer vold
I hele verden er vold mod kvinder et meget stort problem. Særligt i hjemmet udsættes kvinder for vold. Tallene siger at 80% af vold begået mod kvinder begås af folk de kender i hjemmet (oftest mænd og oftest kærester/ægtemænd), mens det modsatte er tilfældet for mænd, hvor 80% af volden mod dem begås af fremmede mennesker ude (oftest mænd) (Kilde: Chris Poole). 

Da det ofte er kvinders venner og elskede, der begår volden imod dem, kan vi for det første tale om en anden type vold. Vi kan også bedre tale om et systematisk problem, vi rent faktisk kan forsøge at gøre noget ved. Her snakker vi om at få mænd til at respektere kvinder mere, tage mere afstand til vold og generelt forstå og problematisere realiteten af deres egen vold, både kollektivt (iblandt deres mandlige venner) og privat (altså i eget sind). 

Mit forrige indlæg her, Baby, pegede ret kraftigt på mænds historie som kvinders undertrykkere med vold til følge. Jeg sammenlignede mænds syn på kvinder med hvides syn på slaver: mennesker, der skal holdes i kort snor og opdrages af mænd/hvide. Historien er ikke slut endnu, og vi er først for meget få år siden, aktivt og i lovgivningen begyndt at "beslutte os for" (efter mange års kamp fra kvinders side), at kvinder bør ligestilles i samfundet. Disse fremskridt ændrer ikke på de spor, kvindeundertrykkelsen har sat sig i samfundet. Et sted, hvor vi stadig kan spore undertrykkelsen, er i volden begået mod kvinder, der i forlængelse har præget sproget.

Sproghandlinger og nuancer 

Når vi kigger på sætningen Man slår da ikke på kvinder, skal vi huske at tænke over, hvad den rent faktisk betyder. Det er mit indtryk, at mange tror, sætningen betyder: 

Vi er ikke et samfund der slår på kvinder eller synes kvindevold er okay. 

Her er jeg uenig og har lyst til at spørge: Hvis vi var det, hvorfor ville vi så have behov for at ytre sætningen? Jeg mener, at sætningen skal forstås sådan her: 

Vi er et samfund, der slår på kvinder og på mange måder legitimerer kvindevold, og jeg tager afstand fra det. 

Dette budskab tror jeg ikke Lasse Rimmer tænker over, når kan bagatelliserer sætningen og sammenligner den med en sætning som Jeg er imod vold; En sætning der er givet for alle mennesker.

Hvad Rimmer og mange mennesker glemmer er, at sætningen Man slår da ikke på kvinder som sætning ikke lever i et vakuum; Sætningen står i kontrast til mange andre sætninger, vi har i samfundet, der kommunikerer det modsatte. F.eks.: "Kvinder skal jo sættes lidt på plads" eller "Kvinder er hysteriske" - sætninger, der kommer fra tiden, hvor det rent faktisk ansås som mandens fysiske ansvar at sætte en kvinde ned igen, hvis hun rejste sig i indignation. Når sådanne sætninger ytres, ofte "for sjov", er det i mine øjne vigtigt, at vi med sproget har redskaber til at kommunikere det modsatte: "Jeg synes ikke kvinder skal sættes på plads", "Jeg synes ikke kvinder er hjælpeløst styret af deres følelser/krop"; "Jeg synes kvinder har ret til at være her på lige fod med mænd". 

Sætningen Man slår da ikke kvinder er et værdifuldt redskab til at modarbejde en tendens til at sige det modsatte: Man må godt slå på kvinder. F.eks. kan mænd i grupper bruge den: Enten som enkelt mand til at melde sig ud af en bestemt retorik i sin gruppe, men den kan også bruges for gruppen kollektivt, når gruppen via sætningen udtalt kan udvise en intern nultolerance over for vold mod kvinder.

Man slår da ikke på kvinder er i min mening en slags modgift til samfundets kollektive sygdom: At samfundet rent faktisk slår på kvinder og langt hen ad vejen bagetaliser eller fniser af det. Derfor skal den, hvis man spørger mig ikke slettes og erstattes af man slår da ikke, som er en frase, der ikke på samme vis har et bestemt mål eller struktur, den modarbejder. Som vi snakkede om ovenfor, er den vold, mænd udsætter hinanden for meget anderledes end f.eks. hustruvold. 

Mixing things up

Selvom sætningen "Man slår da ikke på kvinder" altså har en seriøs og vigtig baggrund og positive intentioner, må jeg da indrømme, at den desværre har fået nogle uheldige fejlbetydninger blandt nogle mennesker. Heriblandt den, Rimmer hentyder til, nemlig varianten: "Hvis du var en mand lige nu, havde jeg givet dig tæsk". Hvor gik det lige galt henne?

Hvis man spørger mig, er svaret, at der undervejs er sket det, at den voldssituation, som sætningen ønsker at omhandle (de 80% af kvindelige voldsofre i hjemmet), på en eller anden måde gået hen og blevet blandet sammen en anden slags voldssituation (de 20% kvindelige voldsofre uden for hjemmet). 

Mens det relativt set kun er nogle få mennesker, der rent faktisk bruger sætningen Man slår ikke kvinder således og derefter handler derefter (ved at tale for udøvelse af vold mod mænd uden for hjemmet), møder jeg tankegangen uhyggeligt ofte i teorien. Jeg har f.eks. flere gange oplevet mænd, der, stillet over for feminisme, i ramme alvor har spurgt mig: "Betyder ligestilling så, at jeg må slå på kvinder?" Jeg får lige meget lyst til at lægge mig ned at tude hver eneste gang det sker.

Om man siger dette for sjov eller ej er egentlig ikke vigtigt, da begge dele vidner om, hvad der er sket med en sætning, der var beregnet til at forbedre kvinders forhold.

Men er løsningen så virkelig bare at droppe sætningen, som det virker som om, Lasse Rimmer ønsker? 

Løsning

Jeg vil sige nej. Løsningen vil for mig være: 

• At vi begynder at tale om, at vi rent faktisk siger man slår ikke på kvinder, fordi samfundet kollektivt har brug for at blive mindet om at lade være med at udøve vold mod kvinder, selv den dag i dag. 
• Løsningen ville også være, vi talte mere om, hvordan mænd i endnu højere grad kan føle sig trygge ved at sige fra over for mænds vold/snak om vold: Både den de udøver mod kvinder og sig selv. 
• Endeligt er løsningen også, at vi i højere grad begynder at skelne mellem systematisk vold blandt folk der kender hinanden og usystematisk vold blandt fremmede. Det vil gøre, at vi ikke vil se man slår da ikke på kvinder blive brugt så forkert i f.eks. nattelivet.

Jeg vil også til sidst sige, at jeg føler, at det er problematisk, at det er en (magtfuld) mand som Lasse Rimmer, der kommer med dette "forslag" om at fjerne Jeg slår ikke på kvinder fra sproget, fordi det jo er gratis for en mand at foreslå, at vi fjerner en sætning, der er beregnet til at beskytte kvinder mod den vold, samfundet udsætter dem for. Det er ikke gratis for mig, at en sådan sætning udfases - for det handler faktisk, også for mig, om liv og død. Ligesom til Brian Mørk, vil jeg til Lasse Rimmer afsluttende sige: 

Ps. Sidste problem, jeg har med Lasse Rimmers statusupdate, som jeg vil gemme til et andet indlæg, er mit problem med pacifisme som ideal: Hvis vi siger, at vold er ubetinget ikke-okay; Man slår ikke på på mennesker, hvad er så vores holdninger til selvforsvar (f.eks. voldsramte kvinder, der slår fra sig) eller oprør (f.eks. kvindefrigørelsen)? Rimmer misser totalt, at mænds vold mod kvinder ikke er det samme som f.eks. kvinders vold mod mænd. Dette er et stort emne at gå i gang med, så det bliver ikke i denne omgang.